Indledning
Mellemkrigstiden har haft en stor indflydelse på, hvordan vores samfund ser ud i dag. I dag ser vi mellemkrigstiden som en epoke, der har resulteret i tanker og kunstrømninger, som i dag har fået en enorm betydning.

Denne improviserende tid medførte, at bl.a. jazzen skyllede ind over de danske grænser. Derudover var det en tid, der for mange kunstnere og forfattere var en øjenåbner.

Der var så mange følelser og handlinger indblandet, at det hele blev kaotisk. Mellemkrigstiden bar derfor meget præg af ekspressionismen.

Jeg vil i denne opgave redegøre for indførelsen, og udformningen af genforeningen i 1920. Jeg vil efterfølgende analysere de 2 digte, der i perioden havde størst betydning for danskerne.

Jeg vil sætte fokus på hvordan sønderjydernes omgivelser var under tysk styre, til sidst diskutere og konkludere hvordan udviklingen efterfølgende har haft af indflydelser på Danmark.

Indholdsfortegnelse
Indledning……………………………………………………………3
Redegørelse - Mellemkrigstiden…………………………………………….4
Sønderjylland under tysk styre…………………………………………….4
Johan Ottosen - Haver så nyligen regnet…………………………..4-6
Svend Kjeldskov - Sønderjyden har underlige vaner……………..7-8
Sønderjylland 1920………………………………………………….9
Afstemningen………………………………………………………..10
Disusion………………………….......................................................11
Konklusion…………………………………………………………….11
Litteraturliste…………………………………………………12-13

Uddrag
Den indre verden beskrives derimod, som om der er et lys for enden af tunnelen. Det er håbet om, at alting bliver godt igen hvis vi bliver ved med at kæmpe, der dominere i dette digt.

”Og de tro’de, at hjertebånd kan briste, og de tro’de, at glemmes kan vor ret! De skal vide, de aldrig ser de sidste, de skal vide, at ingen bliver træt”. Vi fortsætter med at kæmpe, lige meget hvad tyskerne gør.

Tyskerne får aldrig alle med på den, da ingen bliver trætte af at kæmpe for de danske værdiger.

Teksten består af 5 strofer bestående af 7 korte verslinjer i hver strofe, undtagen den sidste strofe der består af 10 vers.

Digtet bygges intenst op ved, at der hele vejen igennem kæmpes for Danmark på en tempofyldt måde.

Der endes i sidste strofe med at blive konstateret, at der ikke kan gøres noget fra tyskernes side. ”viger ej ud af spor, for vi kender det ord: det har slet ingen hast for dem som tror”.

Denne sætning bliver i sidste strofe gentaget. Budskabet om at danskerne ikke giver op, fordi de tror på en forandring fortælles meget stærkt.

Der er et suverænt brug af metaforer i digtet. ”De kan spærre med farver og med pæle, de kan lokke med løfter og med løn, - fælles sprog giver vor tanker mæle, fælles vilje gør kampdagen skøn”.

Det der menes her er, at selvom der tyske grænseafmærkninger ved Kongåen. Selvom de spærre danskerne inde i tyske omgivelser, og frembringer tyske love.

Selvom de lokker med løn, og tror de kan vende danskerne til et fællessprog, Så får danskerne kun mere vilje af det og fortsætter kampen.

Der benyttes i sidste strofe af digtet en gentagelsesfigur, som resultere i at det er den eneste strofe der har mere end 7 verslinjer.

Derudover bærer digtet stor præg af krydsrim og enderim. I alle stroferne består de første 4 vers af krydsrim, og de resterende 3-6 vers af enderim.