Karens jul | Amalie Skram | Analyse

Indledning
Paa en af Dampskibskajerne i Kristiania laa der for en Del Aar siden et graamalet Træhus med fladt Tag, uden Skorsten, omtrent 4 Alen langt og lidt kortere paa den anden Lid.

I begge Tværvæggene var der et lidet Vindue, det ene lige overfor det andet. Døren vendte mod Søsiden og kunde lukkes baade indvendig og udvendig med Jernkroge, der blev hægtet fast i Kr amper af samme Metal.

Hytten var oprindelig bleven opført til Færgemændene, for at de skulde have Tag over Hodet i Regnvejr og i Vinterkulden, naar de sad og drev og vented paa, at nogen skulde komme og forlange Baad.

Senere, da Smaadamperne mere og mere slugte Trafiken, var Færgemændene trukket andet Steds hen. Saa blev Huset kun benyttet lejlighedsvis af hvem det kunde falde sig.

De sidste, som havde gjort Brug af det, var nogle Stenarbejdere, naar de holdt sine Maaltider to ad Gangen, da de en Sommer reparerte paa Kajstykket i Nærheden.

Uddrag
Byltens øverste Ende stak noget hvidt. Det var et Barnehode, som died hendes magre Bryst. Om Hodet havde hun en Tjavs af et Tørklæde, der var knyttet under Hagen, bag i Nakken stak Haarfliserne frem.

Hun rysted af Kulde fra øverst til nederst, og naar hun flytted sig, klissed og knirked det i Støvlerne, som stod hun og stamped i en grødagtig Substans.

„Jæ trudde inte, det ku sjenere naa'en” — blev hun ved i en pibende Tone — „det staar jo her, dette Kotte'.”

Politikonstablen fik en beklemmende Fornemmelse. I det første Øjeblik havde han tænkt at drive hende ud med fyndige Ord og la hende slippe med en Advarsel.

Men da han saa paa dette elendige Barn, som stod der med det lille Kryb i Armen og trykked sig op ad Bænken og ikke turde sætte sig af Frygt og Ydmyghed, gik der et Slags Rørelse igjennem ham.

„Men i Jessu Navn da — hvad bestiller Du her, Pika mi?”
Hun opfanged den mildere Klang i hans Stemme. Angsten fortog sig, og hun begyndte at græde.

Konstablen trak Døren til og lukked den.
„Sæt Dig ned lidt” — sa han — „Ungen er sagta tung aa staa og holde paa.”

Hun gled stille ned paa Bænken.
„Naadda” — sa Konstablen opmuntrende og satte sig paa den modsatte Tværbænk.

„Aa Herregud, Hr. Polleti — la mig faa være her,” læsped hun gjennem Graaden. „Jæ ska inte gjøre Ugagn, inte det værdige Gran — holle rent etter mig — Dere ser selv — her er ingen Urenslighed — det der, er Brødskorper.”

— Hun pegte paa et Filleknytte nede paa Gulvet. „Jæ gaar og ber om Dagene. — I Flasken er der en Skvæt Vand. — La mig faa være her om Nætterne

tedess jæ faar Plassa mi tilbage — bare Madammen kommer” — hun holdt inde og snød sig i Fingrene, som hun aftørred paa sit Skjørt.
„Madammen, hvem er naa det da?” spurgte Konstablen.

„Det var hende, jæ tjente hos. — Jæ hadde slik pén Kondition med 4 Kroner Maanen og Frukost, men saa kom jæ i Uløkka

og saa maatte jæ jo væk, forstaas. Madam Olsen gik sjøl og fik mig paa Stiftelsen, hu er saa snil, Madam Olsen

og jæ var i Tjenesten, like tedess jæ gik paa Stiftelsen og la mig, for hu er alene, Madam Olsen, og hu sa, hu sku beholle mig, tedess jæ inte ku' orke mere.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu