Indledning
At sammenstykke to familier kan være en hård affære. I teksten ”Har man sagt A” fra Nanna Gouls novellesamling, Erle Perle (2017), skildres kontrasten mellem familieidealet og de konflikter, man kan stå overfor som sammenbragt familie.

I teksten bliver man som læser præsenteret for nogle af de problemer som ofte kan være svære at tale om.

Således har forfatter Nanna Goul ved brug af humor og træk fra eventyrgenren skrevet en tekst, som undersøger nogle af den moderne skilsmissefamilies udfordringer.

Uddrag
Alligevel anser faren ser sig selv som resolut og ansvarlig, når han tager beslutningen om, at når man har sagt A, må man også sige B.

Dette tydeliggøres også flere gange gennem novellen, når moren ønsker at flytte Mikkel og Mille til et endnu mere usselt sted.

For eksempel på (S. 3, ll. 78-80): ”Faren brød sig ikke om det, han havde nu alligevel ondt af de stakkels børn, men når man har sagt A, må man også sige B, og har man sagt B, må man også sige C”.

Her er det tydeligt, at faren er kommet ind i et ondt mønster, hvor han kontinuerligt lader moren trumfe sine beslutninger igennem, og dermed udsættes hans børn for omsorgssvigt.

Kigger vi på de to søskendepar kan Sille og Sarah opfattes som egoistiske og nyder kun godt af den grove forskelsbehandling (S. 2, ll. 43-46)

”Sille og Sarah hvinede af fryd, da de ikke længere skulle skære deres drømme over på midten, de hængte plakater på væggene, dekorerede deres kommoder, reoler, borde og senge med en omhu, selv faren måtte rose”.

De to piger nyder godt af deres mors dominans i familien og får altid det bedst mulige. Samtidig bor Mikkel og Mille i hundehuset og bliver set som dyr.

De to søskendepar fremstilles som komplette modsætninger, selvom det eneste, der egentlig adskiller dem, er deres forældre.

Det må forstås, at Mikkel og Mille udsættes for omsorgssvigt for ikke næsten at sige børnemishandling, når de hverken får vådt eller tørt. Yderst bemærkelsesværdigt er dog fremstillingen af Mikkel og Mille som dyrisk.

Søskendeparret anses som dyr, når de for eksempel spiser af varerne i Bilka (S. 3, ll. 89-90) ”[…] havde Mikkel spist tre bakker jordbær, Mille spiste en hel klase bananer”. Her fremstår Mikkel og Mille dyriske, grådige og uhæmmede.

Dette kan få læseren til at tænke over netop hvilke børn der gør sådan, og en hvor pinlig situation dette må sætte forældrene i.

Med moderens børn som opfører sig pænt, og farens børn som nærmest fremstår som kriminelle. Selvom det i virkeligheden er dem der er udsat for svigt.