Indledning
Digtet om Guldhornene blev skrevet i foråret 1802 af Adam Oehlenschläger. Oehlenschläger var guldalderdigter og forfatter af skuespil.

Digtet Guldhornene er et af Oehlenschlägers mest berømte digte. Digtet er skrevet kort efter at guldhornene blev stjålet fra Kunstkammeret i København og omsmeltet af guldsmeden Niels Heidenreich.

Da Oehlenschläger skrev digtet vidste han ikke, hvad der var sket med guldhornene og var derfor stærkt inspireret af tiden romantiske tanker og troen på, at naturen er besjælet og ikke bare en ting, og at alt er forbundet af en guddommelig kraft.

Uddrag
Hvis man kigger på de lyriske træk kigger man mere på, hvordan fortællingen bliver fortalt. Her kigger man på sproget, billedsprog og gentagelser. Sproget i “Guldhornene” er meget beskrivende og intenst.

I strofe 11 finder man nogen eksempler på lyriske træk. I hele digtet er der generelt en høj sproglig stil. I første vers i strofe 11 står der ”for de sieldne Faae”, og derefter beskriver dette sådan her:

“som ei Jordlænker binde, men hvis Siele sig hæve, til det Eviges Tinde”. Dette er et af mange steder hvor små ting bliver beskrevet på mange forskellige måder.

I digtet gør Oehlenschläger rigtig meget brug af rim. Der er både enderim, parrim og krydsrim i en hel del af digtet.

Hvis man vi tager udgangspunkt i den allerførste strofe består denne strofe af enderim/parrim. I denne strofe ser mønstret sådan ud: aabbcc - Søger og bøger, høje og øje, skjolde og volde.

Enderim giver en sammenhæng i digtet, men det giver også en flot lyd når man læser det.

I tredje strofe er der også eksempel på assonans: Skyen suser, natten bruser, gravhøjen sukker, rosen sig lukker” (verslinje 21-24). Her er vokalen “u” ens i verberne, og det er med til at skabe tempo og rytme.

Langt størstedelen af digtet består af strofer af skiftende længde. Verslinjerne er korte og tempoet er højt. Adam Oehlenschläger er en slags observatør, der beskriver og kommenterer, hvad der sker.

“Og fuglene synge” (verslinje 54), “En sagte torden dundrer” (verslinje 78) og “Deres håb har bedraget” (verslinje 87).

I de fem sidste strofer skifter tempoet dog, og stroferne bliver regelmæssige i deres opbygning, med fire verslinjer i hver.

Her går digtet fra at beskrive en handling til at være Oehlenschlägers ord til læseren af digtet om, hvad guldhornene betyder, og hvordan og hvorfor de er blevet taget fra menneskene igen.

“Men I se kun deres lue, ikke det ærværdige høje” (verslinje 159-160) og “Hvad de gav de tog tilbage” (verslinje 165). Mennesket har ikke forstået at fortiden har givet sig til kende, og derfor et “beviset” fra Guldalderen forsvundet igen.