Fanfiction: Smertensbarn

Indledning
”STOP! Han er et godt menneske, lad ham være” sagde Gyrith med tårerne, der rendte ned af hendes kinder. Det var helt uvant og mærkeligt for Kelt at se Gyrith græde. Hun plejede aldrig at græde. Hun var altid så modig og sej. Kelt kunne stadig ane Balder i horisonten, men så råbte han noget på irsk, der fik Balder til at forsvinde.

Gyrith kiggede vredt på Kelt, men han gjorde ikke noget. Han kiggede bare ned i jorden, sagde ikke et ord og gik sin vej, ligesom han plejede at gøre. Mændene på skibet var i gang med at få skibet klar til at sejle igen.

Mændene kiggede mistænksomt på Kelt, da han var den eneste mand ombord på skibet der ikke hjalp til, da han er træl. Endelig fik de skibet til at sejle, og så var de på vej til Irland.

Uddrag
Rejsen til Irland var lang. Hele landsbyens håb var i deres hænder. Hvis ikke de får Gyrith og Skjald byttet om igen, er håbet tabt. Kelt tænkte tit på, hvordan det hele ville være, hvis Gyrith aldrig havde været på sejdrejsen, og hvis Ulver aldrig var død.

Ville han så nogensinde vende tilbage til Irland? Der hvor han og Gyrith i virkeligheden kommer fra? Ville han nogensinde se sin rigtige familie igen? Der var helt stille på skibet. Der var ingen, der sagde et ord. Ingen turde at sige noget, især ikke Kelt.

”Land i sigte” blev der råbt, med en meget dyb stemme. Kelt rystede over hele kroppen. Han havde stadig ikke fortalt Gyrith, hvad der også skulle ske udover, at de skulle bytte hende og Skjald om igen. Henne i den anden ende af skibet kunne Kelt se Gyrith. Hun sad helt for sig selv, men så kiggede hun op, og fik øjenkontakt med Kelt.

En følelse af glæde løb gennem hans krop. Den pige han altid havde ønsket, var på vej over til ham. Hun omfavnede ham med et blidt kram, og fortalte om, hvordan sin sejdrejse i virkeligheden var gået, og hvordan hun havde mødt Balder.

Kelt smilede for sig selv, fordi det hun ikke vidste var, at han allerede vidste, hvordan, hvor og hvad der var sket.