Indledning
I 1879 udgav Henrik Ibsen dramaet ”Et dukkehjem”. ”Et dukkehjem” er også en roman da den er udgivet som bog.

Dramaet udkom den 4. december 1879 og blev opført som teater for første gang den 21. december 1879 på Det Kongelige Teater i København.

Henrik Ibsen som er forfatteren bag dramaet ”Et dukkehjem” var en norsk dramatiker og digter. Ibsen blev født i Skien i Norge og han oplevede som dreng hvordan familien var økonomisk fallit. I 1943 flyttede han til Grimstad, hvor han blev apotekerlærling.

Det var her han begyndte sit liv som forfatter. I 1850 udgiver han sit første drama, som var lavet under indtryk af februar revolutionen i 1848.

Han regnes som en af de vigtigste forfattere i det moderne gennembrud og en af de vigtigste dramatikere i teaterhistorien .

Uddrag
Helmer repræsenterer den typiske borgerlige mand før det moderne gennembrud. Han går meget op i ære og moral, som er klassiske dyder. Han er herre i hjemmet, og han betragter Nora som hans ejendom.

Da Nora vælger at hun vil forlade ham og resten af familien, kan han slet ikke forstå hende. Nora gennemgår en personlig udvikling, men det gør Helmer ikke.

Han har aldrig lært andet end at være en dukkefører og man kan derved sige at han er et produkt af det borgerliges samfund normer og miljø.

I dramaet benyttes der en metafor om hjemmet og Noras og børnenes rolle i hjemmet. Nora siger ”Men vort hjem har ikke været andet end en legestue.

Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker”.

Her kan vi altså hører at Nora har været en dukke, som Helmer har leget med. Nora har hele livet været vant til denne rollefordeling og nu giver hun det videre til hendes egne børn, da de ligeledes fungere som dukker.

Det giver os et indtryk af at denne form for kvindesyn går i arv. Nora opdager ligeledes at kvinderne faktisk selv er med til at holde dette kvindesyn i live.

Nora og børnene bliver altså sammenlignet med dukker og hjemmet bliver sammenlignet med en legestue og et dukkehjem.

Det ses allerede i titlen at der snakkes om et dukkehjem, og det er altså det centrale i dramaet. I denne metafor fremkommer der også samfundskritik fra Henrik Ibsen.

Med dette fortæller han også at kvinder bør være mere end en dukke og de burde have lov til at stå på egne ben og skabe deres egen personlighed, men det første skridt frem mod dette er at kvinderne selv bliver bevidste om det.

Dramaet slutter med at Nora forlader hendes børn og hendes mand, da hun har indset at hun i hele hendes liv har leget dukke, og at hun derfor ikke kender sig selv godt nok til at være en god mor og hustru.

Hun vil derfor tage hjem til hendes hjemegn og få nogle flere erfaringer, samt lære sig selv bedre at kende. Man kan herved sige at dramaet slutter åbent, da vi ikke ved hvordan det kommer til at gå for Nora og Helmer.

Det kan også diskuteres om slutningen på dramaet er negativ eller positiv. På mange måder ender det positivt, da Nora får mulighed for at komme ud og stå på egne ben, og finde ud af hvem hun er som person.

Hun får altså mere frihed. På andre måder kan man dog også sige at dramaet ender negativt, da det er en ulykkelig slutning for mange af de involverede.

Helmer og børnene kommer til at være alene, og Noras fremtid er usikker. Da man i den tid som dramaet er lavet, vil have den holdning at det er Noras egen skyld, er det usikkert om hun vil kunne få hjælp fra hendes hjemegn.