Indledning
Ligeløn og kønskvoter er typisk grundtonerne i ligestillingsdebatten i dag. For 100 år siden så den noget anderledes ud.

Da var kvindens underlegenhed til manden eksemplificeret i at hun ikke var personlig myndig og ikke havde samme muligheder eller rettigheder.

En kvindes mål dengang skulle helst være at blive hustru og derefter (og kun derefter) mor. Uddraget fra romanen ”En Pyrrhussejr” omhandler den spirende forfatter Elisabeths kvaler med at realisere sin forfatterdrøm i et kvindeundertrygt og mandsdomineret samfund i 1880.

Da Elisabeth fremstiller sin roman, som har været længe undervejs, til sin mand, doktor Bang, bliver hun mødt af den hårde virkelighed. Den kærlige ægtemand fraråder sin kone at udgive romanen.

Uddrag
Denne beslutning tager hårdt på forfatterens selvtillid. Hun opgiver sin drøm og bryder sammen i tåre (l. 48-54).

Det er tydeligt at Elisabeth respekterer sin mand, og derfor stoler på, at han både vil hende det bedste, og at han har ret i sine udtalelser.

Deres forhold er på overfladen præget af gensidig respekt og kærlighed. Doktor Bang udtrykker denne kærlighed ved bla. at kærtegner sin kone (l. 34).

Den gensidige respekt bliver udtrykket i at Elisabeth stoler nok på sin mand til at dele sine ambitioner med ham, og i at doktor Bang ikke vælger at direkte forbyde sin kone at udgive sin roman.

I tekstens tid var Elisabeth underlegen i sit ægteskab, og det er ikke uden for fantasiens grænser, at doktor Bang er lige så meget autoritetsfigur i deres forhold som han er ægtemand.

Han kunne nok godt have sagt: ”det må du ikke”, men det gjorde han ikke. Dog udviser doktor Bang stor modvilje i at se sin kone blive forfatter, og han formår også at manipulere hende ud af dette mål.

Manden konfronterer hende med samtlige mulige negative udfald af hendes forfatterskab. Disse konsekvenser som optager ham synes hovedsageligt at påvirke ham selv.

Hvis det går Elisabeth skidt, så mener han at han ”ville blive forbitret og skamfuld, hver gang, [han] så [sin] hustrus navn tilsølet og forhånet.” (l. 39-40).