Den der lever stille a fLeonora Christina Skov | Analyse

Indledning
Tekststykket er et uddrag af den autofiktive roman ‘’Den der lever stille’’, som er skrevet af forfatterinden Leonora Christina Skov i 2018.

Leonoras værker er ofte præget af aparte psykologiske profiler og kriminalistiske anslag, hvor hun blandt meget andet studerer menneskets fortrængningsmekanismer.

‘’Den der lever stille’’ bliver tolket som et vendepunkt i forfatterindens karriere og skrivestil, da hun for første gang tager udgangspunkt i sin egen historie, og på samme tid opnår stor succes som forfatter.

Leonora Christina Skov er født som Christina Skov i 1976. Hun voksede efter eget udsagn op i et prototypisk borgerligt miljø, denne opvækst skabte senere en modvilje for normer og rammer for ‘’hvad man gør, og hvad man bare ikke gør.’’

Dette har ledt til en personlig stil som skarp og kritisk, hvor hun udfordrer forestillingen om det ‘’normale’’, og hun dyrker gerne det grænseoverskridende i alt hvad hun foretager sig.

Dette fremgår af alle hendes værker. Der er tale om romaner, hvor det ene tabuiserede emne efter det andet præsenteres for læseren; i den selvbiografiske roman ‘’Den, der lever stille’’ fortæller hun sin egen historie.

Indholdsfortegnelse
Analyse
- Personer og miljø
- Tekstens komposition og fortælleteknik
- Sproglige virkemidler
Fortolkning
Perspektivering
- Tendenser i samtidens litteratur
- Performativ biografisme

Uddrag
Leonora er deres eneste barn. ‘’Jeg var trods alt deres eneste barn’’, til trods for at hun ikke rigtigt føler sig som Ingelises datter.

’Den rigtige datter ville for længst havde kastet sig hulkende på sin mors hospitalsseng, men jeg havde været den forkerte datter i årevis.’’

Man kan derfor antage at forholdet mellem de to er kompliceret. Fra Leonoras side handler det om mangel på accept og omsorg, hvor hendes mor stræber efter at få Leonora til at leve efter hendes egne principper

og hermed frakender sig alle former for medfølelse og omtanke for Leonoras egne valg. ‘’Min mors hånd søgte hen over dynen og lukkede sig om min. Måske tog hun fejl af min og en andens.’’

I ovenstående eksempel ser vi Leonoras søgen efter omsorg; når hun tager fat i sin mors hånd. Den accept og kærlighed hun får i dette øjeblik, virker fremmed for hende, og derfor har hun svært ved at tro, at den var tiltænkt hende.

Uddragets miljø kan opdeles i to; det fysiske miljø og det sociale miljø.
Det fysiske miljø er det hospice, hvor moderen er indlagt. Hospicet er indrettet som et hospital.

Hvidt sengetøj, æggegule vægge og en lugt af hospitalssprit; klinisk og rent. Leonoras far tror umiddelbart på, at Ingelise skal være der

for at komme til kræfter igen, trods vi i starten af uddraget får et klart indtryk af; at hun er der for at dø. Det forudsættes dog, at dette blot er en facade, der bruges som kompensation for den ubehagelige situation og stemning.

I uddraget beskriver faderen det som et smukt og hyggeligt sted; hvorimod fortælleren beskriver det som et uvirkeligt og fjernt sted.

‘’Du kan få en af sygeplejerskerne til at vise dig rundt. Alting er helt nyt’. … ‘’jeg gik over til panoramavinduet, der adskilte den øde mark fra undtagelsestilstanden omkring mig.’’

Beskrivelsen af hospicet som et uvirkeligt sted understreger følelserne i det sociale miljø, der for omverdenen måske synes positivt.

Hvor mange mennesker måske havde ladet følelserne få frit løb i stedet, og udtrykke deres sorg; vælger Leonoras far at være positiv og glad.

Samtidig med dette ved Leonora ikke, hvordan hun skal håndtere sin mors død. Disse to faktorer er med til at gøre det sociale miljø positivt ladet, selvom det er underforstået at situationen er barsk og alvorlig.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu