Barnet i graven | Essay

Indledning
Eventyret, ”Barnet i Graven”, som er skrevet af H.C. Andersen fra Nye Eventyr og Historier. Første Række. Fjerde Samling i 1860, strækker sig mod det overnaturlige.

I eventyret beskriver H.C. Andersen en families sorg til deres yngste fireårige dreng, som er afgået med døden. Moren er den som bliver hårdest ramt af tabet og falder derfor i en dyb sorg.

Eventyret tematiserer morens tilgivelse til gud. Det samtidig også morens udvikling i forhold til sorgen, som bliver tematiseret i eventyret.

Uddrag
Moren er hovedpersonen i eventyret og, derfor handler eventyret også om hende. Moren er hustru og har nogle familierelationer til, i form af en nedbøjet fader, to ”velsignede, ældre Døttre” og familiens døde søn.

Eftersom moren havde et tæt bånd til den døde søn, kommer det ikke som et chok, at hun derved også faldt i en dyb sorg. Dette skyldes flere forskellige grunde.

En af grundende til hendes sorg skyldes, at moren passede barnet imens det var sygt. En anden årsag til hendes sorg er, at barnet var en dreng.

Dette havde stor betydning tilbage i tiden, hvor drenge eksempelvis var kernen til at forsørge familien. Morens sorg resulterer i, at hun overser de andre familiemedlemmer. Hun tænker hellere ikke på dem.

Dette ses tydeligt, hvor familien er samlet efter barnets død og morens synspunkt bliver beskrevet på følgende måde:

”hun tænkte ikke paa de unge Døttre hun havde, Mandens Tararer faldt paa hendes Pande, hun saae ikke op til ham; hendes Tanker vare hos det døde Barn”.

Ved begravelsesdagen overser moren igen sine to døtre for, da ”moder sad hos sine unge Døttre, hun saae paa dem, uden at see dem”.

Morens sorg var dagene efter identiske til dagene før og ”hun hørte ikke deres Trøst”. Moren kommer dog over på den anden side af hende sorg efter hendes nat og morgen ved graven.

Her kommer moren ud af hendes sorg og bliver til en stærk og mild hustru. Ligeledes som morens sorg gør hende blind over for resten af familien, er morens tro på gud også blevet påvirket af sorgen fra sønnens død.

Morens første tanke til gud efter barnet død lyder nemlig på følgende måde: ”Gud har ikke vidst det! han har hjerteløse Tjenere, her paa Jorden, de handle, som de lyste, de høre ikke en Moders Bønner.”

Morens tro til gud bliver dog endnu mere påvirket og det kommer til et punkt, hvor ”hun slap i sin Smerte Vor Herre”. Men morens tro til gud ændre sig dog på samme måde, som hendes syn på familien gjorde.

Dette ses ved, at moren om morgen på graven beder til gud og siger følgende: ”Tilgiv mig, Herre min Gud”

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu