Indledning
Novellen ”Anfægtelser” er skrevet af Olivia Levison i 1893 og er skrevet, som en samtale mellem farmoren og Elisabeth. Samtalen går ud på, at Elisabet fortæller om en episode fra en torsdag aften, hun var til ”ung middag og dans”.

Til denne middag sad hun til bords med en ung herre ved navn Harald Schiøtte. Hun fortæller at hun slet ikke synes om ham (s. 10. linje 133-135), men alligevel bliver hun ved med at danse og snakke med ham til middagen.

Igennem denne samtale mærker man Elisabeths frustrationer over at være faldet i Haralds fælde og være ved at kysse med ham, vokse.

Hun kan simpelthen ikke forstå hvordan det har kunne ske og virker også særdeles flov over, at hun ikke aggerede anerledes.

Hun fortæller farmoren, at hun ikke brød sig om hans flirten, men vi får igennem novellen et indtryk af, at hun alligevel fandt det dragende og blev lidt opstemt af det. (s. 10 linje 103-104)

Uddrag
Novellen afsluttes med en åben slutning, hvor Elisabet går ud på gaden. Vi bliver som læsere, her aktiv. Vi ved ikke hvor hun går hen?

Om hun kommer til at blive gift? Eller om hun er blevet afklaret med sine seksuelle tanker? Derfor må forestille os det i stedet.

Novellen foregår kun igennem en samtale og derfor over meget kort tid. Der sker derudover ikke så meget i novellen og vi bliver ikke præsenteret for flere bipersoner en Harald.

Farmoren sidder og strikker, Elisabet kommer og fortæller hende om sine tanker og oplevelsen, hvorefter hun går igen.

Dette sker i kronologisk rækkefølge, men der kan argumenteres for om det også kan være opbrudt handlingsforløb, da vi gennem samtalen mellem de to hovedpersoner, bliver præsenteret for fortiden gennem Elisabets oplevelser.

Dog bliver disse fortællinger og spring tydeligt præsenteret, som Elisabets tanker og minder (side 10, linje 153-155), så man vil ikke kunne kalde dem historier i sig selv.

Novellen er fortalt igennem en observerende 3. persons fortæller (side 9, linje 11). Fortælleren tager ikke aktiv del i historien

men sidder som en flue på væggen og observerer. Fortælleren fortæller os derudover, ikke noget om hovedpersonernes tanker og følelser, udover det de selv fortæller.

Novellen er det meste af tiden skrevet med ydre synsvinkel. Vi får beskrevet miljøet og har, som sagt, ikke adgang til Elisabet eller farmorens indvendige tanker og følelser. (side 9, linje 1-10)

Dog er der i slutningen af novellen et brud i den ydre synsvinkel. Her for vi lov til komme ind i farmorens hoved: ”Husholdning det; Husleje det; Skat det; store Sager bliver der sagtens ikke tilovers;

men lidt fast er altid en Hjælp – jeg skal dog tale med Viggo om det – eller maaske heller med Emma”. (side 11, linje 255-260)