Indledning
Novellen ”Ane-Mette” er udgivet i 1887 af Henrik Pontoppidan og er skrevet i den tidperiode, man kalder det moderne gennembrud. Det moderne gennembrud er en litterær periode, som går fra ca. 1870-1890.

Kendetegnende for Henrik Pontoppidans forfatterværk og for tidsperioden, det moderne gennembrud, er, at man ikke længere beskriver samfundet, som en verden, der er skabt og styret af Gud.

Tekster fra perioden det moderne gennembrud, beskrives i stedet alt det, der gemmer sig bag det smukke, hvilket Henrik Pontoppidan gør med novellen Ane-Mette, ved at sætte fokus på de store klasseforskelle mellem rig og fattig og fattiges manglende værdighed, kirkens rolle i samfundet og kvindernes stilling.

Uddrag
Novellen beskriver, hvordan kirken spiller en rolle i forhold til kontrasterne mellem rig og fattig og landsbysamfundets sociale ulighed. Det bliver gjort tydeligt i novellen, hvordan kirken er med til at understrege og fastholde klasseforskellen.

Novellen rummer mange kontraster i det fysiske miljø og det sociale miljø.
Det fysiske miljø i novellen ”Ane-Mette” er et landsbysamfund i Danmark i 1887.

I novellen er der fokus på kirkegårdsmiljøet, hvor der er mange kontraster, fx i forhold til det idylliske og uhyggelige. Kirkegården beskrives i starten, som uhyggelig og nøgen.

”Selve Kirkegaarden er nøgen og uhyggelig — opreven af Vestenvinden, der uhindret kaster sig ind over Gravene.”. Hvorimod at omgivelserne bliver beskrevet som idylliske og positive.

"Når solen går ned bag de blånende højder i vest, stiger et næsten øredøvende spektakel af fugleskrig, et virvar af pibende, snadrende, fløjtende og skræppende stemmer, der som en helvedes koncert stiger herop i højdernes paradisiske fred.”

Det fysiske miljø beskrives med brug af kontraster. Og ved hjælp af kontraster og billedsprog i omgivelserne, beskrives omgivelserne som både indbydende og idylliske samtidig med, at billedsproget viser kontraster, der bryder idyllen.

Ud fra beskrivelsen af omgivelserne, kan det opfattes som om, at kirken er noget negativt, hvor naturen bliver set som noget positivt.

Derudover er der også kontraster i det sociale miljø mellem rig og fattig. Elsebeth tilhører den laveste social klasse i samfundet.

Man kan se ud fra citatet: ”Hun var i sørgehætte og sort sjal og støttede den noget lange, fremskudte hage i hulingen af en knoklet, af arbejdet mishandlet hånd, mens hun – hensunken i tanker – stirrede ud over fjorden” at beskrivelserne af hendes (af hårdt fysisk arbejde) mishandlede hånd indikerer, at hun tilhører arbejderklassen, hvilket samtidig viser noget om hendes sociale status i samfundet.

Klasseforskellen mellem Elsebeth og den rige Anders Jensens bliver sat op imod hinanden. I novellen kan man se forskellen på de sociale klasser i forskellen på de muligheder de har for at blive begravet.

”de Lillelunde folk gør sin sidste, langsommelige kirkefærd op igennem hulvejene, falder den ind med stærkere og malmfuldere stemmer. . .en stor (til 4 mark og 8 skilling) for bønder og velhavende håndværkere og en noget mere beskeden (à en rigsort), til hvilken husmænd og jordløse indsiddere ager op til deres fædre”